Jul i Christiansfeld
Advents- og juletiden er helt speciel i byen Christiansfeld.
Tidligere hang de flotte
adventsstjerner som julepynt i byen, men mange af dem blæste ned under
stormene, så handelsstanden investerede i stedet i noget mere ordinært julepynt.
Men der er stadig nogle få stjerner tilbage.
Til gengæld hænger der mange adventsstjerner i vinduerne og stuerne rundt om i
byen.
I Christiansfeld er der både en folkekirke (Tyrstrup) og en
Brødremenighedskirke.
I folkekirken ligner julen det, vi kender fra andre folkekirker. Måske bortset
fra, at folkekirken i Christiansfeld er på størrelse med en domkirke, selv om
den ligger i en lille by - og alligevel er den fuld hver juleaften kl. 16. Men
ikke nok med det, kl. 19 fyldes Brødremenighedens kirke med lige så mange
mennesker.

Tyrstrup Kirke i Christiansfeld er stor som en domkirke.
Alligevel er den fuld hver juleaften.
(Foto fra Tyrstrup Kirkes hjemmeside.
Se mere her.)
Jul i Brødremenigheden
Det følgende handler kun om Brødremenighedens juletraditioner.
Adventstiden begynder med en hosianna-gudstjeneste 1. søndag i advent kl. 17. Her er der tradition for, at byens børn synger et hosianna-kor, som de har øvet lørdagen før. De synger sammen med kirkens firestemmige kor:
Hosianna, Hosianna!
Højlovet være Han, som kommer i Herrens navn;
Hosianna i det høje!
I adventstiden holdes også aftengudstjenester om onsdagen, foruden de normale søndagsgudstjenester.

24. december
Den 24. december om morgenen kl. 8 er der en sanggudstjeneste, der til trods for det tidligere tidspunkt er ret godt besøgt. Om vinteren holdes de fleste gudstjenester i Søstrehusets korsal på 1. sal.
Juleaften holdes gudstjenesten i selve den store kirke - men først kl. 19 om aftenen. Det vil sige, at de fleste familier har spist julemaden, men endnu ikke fået gaverne! Når de kommer gående eller kørende til kirken, ringer klokkerne og blæserkoret spiller julesalmer, så der er en helt speciel stemning.
Da der kan være op til 800 til sådan en julegudstjeneste, bliver der som regel meget varmt i salen. Og bedre bliver det ikke, når børnene hen mod slutningen af gudstjenesten kommer ind med levende lys, som de deler ud til familierne, mens man synger "Glade jul".
Bringer lyset med hjem
Idéen og symbolikken er, at man tager lyset med hjem fra kirken og tænder sit eget juletræ med det. Nogle medbringer da også tomme mælkekartoner, så de kan holde lyset tændt, selv om det blæser udenfor. Men de fleste puster nok lyset ud, før de tager hjem.
Oprindeligt var juleaftens-gudstjenesten et såkaldt "kærlighedsmåltid", hvor der blev serveret te og boller. Dengang var julen ikke på samme måde en gavefest i familien. Men engang i 1800-tallet afskaffede man den skik. Julen var blevet privatiseret.
Ved 21-tiden Juleaften går blæserkoret gennem byen og spiller julesalmer ud for de gamle huse. Det giver en helt speciel julestemning for dem, der er så heldige at bo i den gamle bykerne.
Advendtsstjernen
Fra gammel tid har man i Christiansfeld brugt en speciel adventsstjerne af papir med 25 spidser.
Den er fremstillet i Herrnhut og bruges meget i Tyskland. Herhjemme har Brødremenigheden solgt op til 1000 af disse stjerner om julen. Man skal selv samle stjernen, og det er en juletradition i mange hjem. (Travle familier hænger stjernen op på loftet til næste jul, så den ikke skal samles og skilles hver jul.) Stjernen oplyses af en elektrisk pære, og fås i øvrigt både i hvid, gul og rød m.m.
(Mere om adventsstjernen her.)
Honingkager
Selvfølgelig har man også alle de andre danske juletraditioner, som god mad og juletræ med gaver under. Og i Christiansfeld skal man naturligvis spise honningkager i juletiden. Bedst er det, hvis man bager dem selv (se opskrifter), men har man ikke tid til det, kan man købe dem hos bageren eller i en af de butikker, som handler med honningkager.
Nytårsaften i kirken
Ligesom i nogle folkekirker holdes der midnats-gudstjeneste nytårsaften i Brødremenigheden. Den begynder kl. 23.30. Men det specielle er her, at præcis kl. 24.00, helst når præsten er midt i en sætning, afbrydes prædikenen ved at orglet og blæserkoret spiller: »Nu takker alle Gud«. Menigheden rejser sig og synger med på første vers af denne salme.
Mens nytårsfyrværkeriet knalder og oplyser himlen udenfor, læser man i kirken løsensordet for den l. januar.