Formentlig var der allerede fra starten flere, men man véd, at Christian E. Rasch i foråret 1783 indrettede sig i halvdelen af apotekerbygningen i Lindegade med et Pfefferküchlerei. Dvs. et bageri, der bagte krydderkager, småkager og honningkager, som på tysk hed Lebkuchen.

Den gang spiste almindelige danskere kun rugbrød til hverdag og hvedebrød (franskbrød) om søndagen. Og det blev hurtigt for gammelt. Men "peberkager" kunne opbevares over lange perioder og stilles frem, hvis gæster uanmeldt dukkede op.

Men bager Rasch han havde meget svært ved at leve af sit erhverv.

Muligvis kunne han heller ikke skaffe honning nok. I hvert fald fremgår det af de gamle papirer, at han har anmodet kirkens og byens ældsteråd om at få eneret på egnens honning. Men da der også blev brugt honning til bryggeri af malt på Tyrstrupgård, hvor der var øl-bryggeri, kunne man ikke imødekomme Rasch, som døde fattig i 1799.

Imidlertid var hatte- og parykmager Immanuel Martin Achtnich i 1785 flyttet til Christiansfeld fra brødremenighedsbyen Neudietendorf. Han opdagede hurtigt, at der ikke var det store salg i parykker eller hatte i Christiansfeld-området.

Achtnich var blevet gift med en frøken Brodersen fra Humstrup i Sydslesvig, lige syd for Tønder. Hun kendte til at bage ekstra gode honningkager hjemmefra, og Achtnich havde selv lært noget om bagerhåndværket hos en onkel. Altså gik de i gang med at bage honningkager i køkkenet, som Achtnich solgte for at supplere deres små indtægter.

Da bager Rasch døde i 1799 overtog de bageriet og gjorde honningkagerne til deres speciale. Achtnichs flyttede nu bageriet hen i deres hus i Lindegade 27 (et gult hus, hvor der indtil for nylig var bladkiosk). Og med fru Achtnichs opskrift gik honningkagerne som varmt brød. Helt i Kolding og Haderslev solgte han på markedet så mange honningkager, at han engang måtte sende bud hjem efter flere, og de slap også op.

Snart var christiansfelder honningkager et begreb i hele Sønderjylland og de bredte sig derfra til resten af Danmark.

Christiansfeld blev honningkagebyen. Og det blev en tradition for de mange besøgende og turister, som altid er kommet til Christiansfeld, at de skulle have nogle honningkager med hjem. Nogle af de "ægte" vel at mærke og ikke de sølle efterligninger.

Achtnich-familien fortsatte som bagere i flere generationer. Man sagde, at der altid var én bager og én præst blandt sønnerne. Men efter krigen i 1864, hvor Sønderjylland blev erobret af Tyskland, solgte en af Achtnich-sønnerne fremstillingsretten til Christiansfelder-honningkagerne til et konsortium i Silkeborg, som senere blev nedlagt.

Efterfølgeren Emil Achtnich overtog senere "Brødremenighedens Bageri" på hjørnet af Kongensgade og Lindegade og gjorde det til honningkagebageri ved siden af konditorkager og det daglige brød.

I baghuset overfor lå "Brødrehusets Bageri". Det forsynede beboere i Brødrehuset med dagligt brød. Her boede til tider 80 svende og 30 lærlinge på sovesalen, og desuden mange enlige mænd på værelserne.

Bageriet lå i vestgavlen af baghuset, men i 1930 åbnede bager Johannes Schmolke en butik i forhuset. Bageriet fortsatte i tre generationer, indtil Brødrehuset brændte og bageriet blev flyttet ud i byens industrikvarter. Der gik imidlertid for lang tid fra branden indtil bageriet igen kunne levere til sine kunder rundt i landet, og Schmolke måtte afhænde det moderne bageri til Villy F-kager ved Horsens, der fortsat markedsfører de originale honningkager fra Brødrehusets Bageri.

Achtnich-familiens bageri i Lindegade 27 (kiosken) blev overtaget af Friedrich Mehne, som var svoger til Emil Achtnich. De var nemlig begge gift med døtre fra gården "Frøruplund" på den anden side af den nuværende motorvej. Emil Achtnich blev kaldt for Sukkerbageren og i 1905 valgt til borgmester. Han opgav efter nogle år helt at være bager og brugte al sin tid på borgmesterarbejdet. Indtil 1872 havde Ældsterådet (for kirken) også været byråd. Men det blev ændret, da byen blev opgraderet til "flække" - en mellemting mellem en by og en købstad.

Achtnich var den sidste borgmester, som kom fra Brødremenigheden. Da Sønderjylland blev genforenet med Danmark, solgte de to bagermestre Achtnich og Mehme alt, hvad de ejede og flyttede til Tyskland. Og Brødremenigheden købte den hemmelige opskrift af Emil Achtnich.

Men Achtnich mistede dog sin formue ved den voldsomme inflation i Tyskland. Mehne købte derimod et bageri i List på Sylt og klarede sig.

I 1994 overtog John Christensen og Netta Liin Rossing forpagtningen af bageriet, men forlod byen i sommeren 2007. Brødremenigheden ønskede nu det gamle hus restaureret, før man fik en ny bager ind.
Da det ikke straks lykkedes at skaffe penge til at bygge et nyt bageri, stod bageriet gabende tomt. En gruppe borgere oprettede derfor et frivilligt Christiansfelder Bagerlaug, som lejede det tomme bageri og indrettede café med honningkager fra Tyrstrup Bageri. Dette bageri blev grundlagt af en bagersvend fra Brødrehusets Bageri, som også kendte den hemmelige opskrift.

Honningkagerne er derfor så tæt på den ægte og originale opskrift, som de kan komme. Men - skal vi være ærlige - så er de noget mere lækre end de tørre honningkager, der blev bagt i 1783. Generelt kan man sige, at honninghjerterne er tørre som i gamle dage, mens de øvrige honningkager smager af mere.

Der er en særlig romantik forbundet med honninghjerter.

Tidligere var det skik at gå til præsten for at få offentliggjort en forlovelse mellem et ungt par. Præsten tog ved en sådan lejlighed et honninghjerte, brød det midt over og gav en halvdel til hver for at stadfæste den hjertelige forening af de to.

I dag kan man også dele et honninghjerte - om ikke hos præsten - så på den café, som er indrettet i den gamle bagerbutik. Overskuddet fra de frivilliges arbejde går i øvrigt til Afrika og gadebørn i Sydamerika.